Bag kulissen på miljøcertificeringen TCO Certified

Flere og flere pc-producenter vælger at få deres computere og tablets miljøcertificerede gennem certificeringen TCO Certified. Men hvad betyder certificeringen i praksis for producenter, miljø og forbrugere?

Det seneste folketingsvalg viste med al tydelighed, at klimaet står allerøverst på danskernes dagsorden. Verdensmål, deleøkonomi og CO2-fodaftryk er blevet hverdagsord, og miljømærkninger som Svanemærket og EU-Blomsten er for alvor kommet på danskernes radar, når der skal handles dagligvarer, skønhedsprodukter og – i højere og højere grad – også elektronik.

Det kan mærkes hos TCO Certified, som står bag global miljømærkning for it-produkter:
”For få år siden måtte vi arbejde hårdt for at få opmærksomhed og udbrede kendskabet til vores certificering – nu skal vi gøre os umage for at følge med. Interessen er eksploderet inden for de seneste fem år, og langt de fleste store pc-producenter bruger i dag vores mærkning på i hvert fald nogle af deres produkter,” fortæller Sören Enholm, CEO i TCO Development, organisationen bag TCO Certified.

Lenovo: Strikse krav er en hjælp

Den globale certificering har sit ophav i Sverige og har eksisteret i mere end 27 år. Lenovo er en af de producenter, som tidligt fik øjnene op for certificeringen, og i dag bærer en lang række af deres produkter mærkningen, bl.a. Lenovo Chromebooks, som bruges i mange danske folkeskoler.

”Siden 2000 har vi brugt certificeringen på vores monitors og AIO computere, og i 2013 fik vi, som de første blandt de store producenter, vores første pc certificeret. Siden da er vores portefølje af certificerede produkter vokset støt, og i dag tænker vi kravene ind allerede i designfasen, når vi udvikler nye produkter,” siger Thomas Hedin, Environmental and Sustainability Affairs Manager for Lenovo i Norden.

I praksis betyder certificeringen, at Lenovo skal overholde strikse regler om b.la. materialevalg, arbejdsforhold, social ansvarlig udvinding af råstoffer, genanvendelse og brugersikkerhed. Fx er visse tungmetaller bandlyst i produkterne, medarbejdere må ikke udsættes for farlige kemikalier, emballagen skal kunne genbruges, og produkterne må ikke fx lave støj eller udsende farlig stråling og skal være garanteret en vis levetid og et ergonomisk design. Kravene gælder altså både sociale- og miljømæssige forhold.

”De håndfaste krav er faktisk en stor hjælp. Hvis alle producenter selv skulle stå for at opstille retningslinjer på området, ville det ikke bare være forvirrende for forbrugerne, men også være helt enormt ressourcekrævende for os selv. Det er klart, at det tager tid at justere produktionen første gang, men i længden er standardiseringen positiv for vores forretning,” siger Thomas Hedin.

Miljøkrav i udbud bør være standard

Kriterierne for certificeringen har ændret sig med tiden, og kommer også fortsat til at gøre det. Hvert år bliver certificeringens gyldighed tjekket af en tredjepart, som besøger fabrikker og underleverandører for at sikre, at produktionen fortsat overholder kravene. Hvert tredje år bliver kravene desuden opdateret og strammet for at sikre en fortsat positiv udvikling. At opfylde kravene til TCO Certified kræver altså vedligehold og dedikation.

TCO_certificate_article

Derfor bør certificeringen også indgå som et krav i mange flere både offentlige og private udbud, mener Sören Enholm fra TCO Development: ”Det skaber mere fair konkurrence, hvis alle producenter underlægger sig samme bæredygtighedsstandarter. I Sverige er certificeringen allerede et krav i rigtig mange både offentlige og private udbud, og den udvikling tror jeg også, vi kommer til at se andre steder.”

Thomas Hedin, Environmental and Sustainability Affairs Manager for Lenovo i Norden, tilslutter sig opfordringen om at sætte certificeringen som krav i flere udbud: ”Dét, der for alvor rykker i kampen for en grønnere it-industri, er krav i store udbud. Det giver producenterne et økonomisk incitament til at få produkter certificeret, og dét er noget, alle kan forstå.”

Læs mere om Lenovo Chromebooks og se vores udvalg her

 

soren-enholm-color

Sören Enholm, CEO i TCO Development, organisationen bag TCO Certified

“Interessen er eksploderet inden for de seneste fem år, og langt de fleste store pc-producenter bruger i dag vores mærkning på i hvert fald nogle af deres produkter." Sören Enholm, CEO i TCO Development, organisationen bag TCO Certified.

Office 2020

Build the workplace of the future.